08/07/2017 Milford Haven -> Kilmore Quay, Irland
I dag ringede uret først kl. 04:00. Vi var udhvilede, hvilket hang sammen med at vi gik i seng i går kl. 20 – dødtrætte. Denne gang lykkedes det at ligge gratis for anker, hvilket også var helt rimeligt. Det eneste vi havde behov for var at båden lå stille mens vi fik noget søvn.
Det er sidste dag i England, og dermed kan man konkludere en smule på England:
- Der er fantastisk smukt i Sydengland – især vest for Isle of Wight. Man kan bruge 3 måneder her nede alene.
- Englænderne er dejlige mennesker. Mere til høflighedsfraser end os danske, er mere old school, men har samme værdier som os.
- De spiser det bedste af vores grise.
- De er meget til kontrol. Man kalder op til havne og beder om tilladelse til at entrere havneområdet. Der er konstant pludren på VHF’en
- Havnene er DYRE! Typist mellem 25 og 30 pund. Men der skal jo også være et par mand ekstra i forhold til DK for at administrere al den kontrol.
- De er så gennemsigtig hvide fordi de sidder indendørs på pub når de har fri og deres badevand er forfærdeligt koldt. Vandtemperaturen lå på 13,8-16 grader. Brrr. Vi badede i 23 grader i Belgien.
- Men – rigtig ærgerligt de ikke vil være sammen med os andre i EU. Den umiddelbare grund er mangel på kontrol med indvandring. Vi vil helt sikkert gerne besøge England igen.
Og så til dagens sejlads. Klokken 4 var nøje udvalgt i forhold til ruten og tidevand.
Vi endte også med at sejle 13 mil kortere i vandet end i forhold til kortet, så noget medstrøm havde vi. Desværre var det motorsejlads, men det var nok også bedst ovenpå gårsdagens stroppetur….
Undervejs blev der igen strikket – målestokken for rolig sejlads! (og faktisk blev trøjen færdig), og vi mødte igen delfiner i flere omgange. Vi har nu mindst 20 minutter med rystet video af diverse delfiner. De er jo ikke noget særsyn på disse kanter, men os der ikke ser dem til daglig bliver alligevel betaget af deres elegance og legesyge.
Kilmore Quay (sydøst Irland) blev målet, da vi enten skulle langt længere mod nord, eller også bøvle med besværlig tilgang til havne med bøjer.
På med det Irske gæsteflag (efter vi havde været i bådforretning). Mener vi allerede havde købt et, men kunne ikke finde det….
Der er lokal byfest. En miniudgave af Hjallerup Marked (alle nordenfjords danskere ved, hvad det er).
Hyggeligt, sommervejr og øl i solen.
Nu slapper vi den lige lidt med sejladsen og ser Sydirland lidt an.