21/07/2017 Titanic og Crumlin Road Gaol

Fra morgenstunden pis øse regnvejr! Vi ligger 3-400 meter fra Titanic muséet, men det ville betyde gennemblødt uden hele kampuniformen. Fuldt sejltøj inkl. støvler. Men lige som vi skulle gå, forsvandt regnen, så det blev ved sejlerjakken og sko. Titanic-museet er absolut et besøg værd. Skibet der jo er bygget i Belfast, var det største passagerskib ved søsætningen. Derfor beskæftiger museet sig primært med selve livet i Belfast i 1911 og det enorme byggeri og firmaet bag (Harland & Wolff).

Således var prammen samlet med over 3 millioner nitter! Værftet beskæftigede 15.000 mand på det tidspunkt, og byggede i øvrigt altid 2 skibe samtidigt. Det var en rejse i tid og samfundslag. En smed, der bankede rødglødende nitter dagen lang var ikke fyrsteligt betalt. Formænd gik altid med bowlerhat – sikkert med indlæg. Upopulære formænd kunne nemt få en nitte, som uheldigvis blev tabt, i hovedet… Og det er altså ikke bare et lille søm!

Det var ikke unormalt at miste livet på disse arbejdspladser. Det var almindeligt accepteret

Forliset blev selvfølgelig også skildret. Meget arbejde, mange liv og mange penge gik tabt pga. uheld, men også tvivlsomt sømandsskab. Let at efterrationalisere, men der var varslet isbjerge, og det famøse bjerg blev ramt i blikstille stjerneklart vejr… Måske var alle disse uheld også presset af en prestigefyldt jomfrusejlads, der gerne skulle vise kort rejsetid.

Hun nåede vel at sejle flere mil end vores sommertogt, men det var ikke alverden. Nåede til et sted syd for Canada inden en stor isterning gjorde det af med skibet der ikke kunne synke…

Efter Titanic Museet var det tid til besøg på et af Irlands nedlagte fængsler. Vi forsøgte jo at besøge et gammelt fængsel i Dublin, hvor mange af de arresterede fra konflikten mellem Irland og England har siddet, men der var fuldt booket.

Crumlin Road Gaol, eller “The Crum”, som det blev kaldt, var fungerende fængsel indtil 1996, og udførte henrettelser indtil dødstraffen blev afskaffet her i 1990. 15 mænd er igennem tiden blevet henrettet ved hængning i fængslet, alle ligeledes begravet inden for fængslet mure.

‘Indskrivningen’

Ca. 500 celler, langfingrede børn ned til 8 år, op til 1400 fanger i 500 celler, der hver var bygget til én person.

Kvinderne var heller ikke dengang altid hæderlige

Det havde også ‘gummiceller’ til dem der var blevet træt af fængsellivet, men ikke havde fået dødsstraf.

Og så den makabre afslutning på rundvisningen

Dødsstraf blev eksekveret ved hængning. Det foregår jo med faldlem og den slags, og så en kynisk beregning af snorens længde ud fra fangens højde og kropsvægt. For kort snor knækker ikke nakken, så man må på den igen. For lang snor giver fare for… – ja, separation af hoved og krop. De dødsdømte i nyere tid var alle mordere.

Nordirland er stadig meget opdelt mellem Republikanere, der typisk er katolikker og loyalisterne, der typisk er protestanter. De meget indædte royalister er generelt ikke så synlige, men der hele bydele, hvor der er sat engelske flag i alt, der rager op over jorden. Vi kom på tilbageturen fra fængslet ind i sådan et område. Det ligner en byfest – så mange flag er der, og linjen er knivskarp – fra den ene side af gaden til den anden. En lokal fyr i havnen sagde for en time siden: ‘Gå ikke der ind, der er ikke sikkert!’. Denne konflikt er der stadig, men ikke så voldelig som for få år siden. Når vi kigger rundt fra hvor vi ligger, er alt nyt – bygget indenfor de seneste 10 år. Det er en del af fredsprocessen, at England har pumpet rigtig meget byudvikling ind i Belfast, men konflikten forsvinder nok i bedste fald først i løbet af et par generationer.