23-07-2018
Vi har besluttet at starte turen sydover. Der er ca 330 sm hjem, og der er masser af muligheder for at se nyt på vejen, hvis vi får god tid. Morgenbilledet er af lidt teknisk karakter. Vi er nu på 8. dag uden landstrøm. Vi har selvfølgelig også sejlet noget for motor, men største strømkilde er et brugt og lidt klodset 100w solpanel, som jeg købte af Ulrik på vores hjemmebro. Denne sommer kommer solpaneler virkelig til sin ret. Største strømsluger om bord er instrumenter og især køleskabet. På dette morgenbillede ligger spændingen på 13,1. Køleskabet kører med kompressoren, og alligevel lader vi med 2A. I sol er det fantastisk, men i normalsommer var den ikke gået… Jeg betalte 600 for panelet, og det er tjent ind igen. Forstår ikke rigtig de svenske havnes prispolitik. Vi har været oppe på at skulle betale 55 SEK for at putte ledningen i. I Svanemøllen, København betaler man efter forbrug. Efter 60 mil for sejl, gæster om aftenen og bad om morgenen, betalte vi 10 kr. for 4 kW. Den svenske prispolitik medfører at maks 20% køber strøm i de dyre havne.
En blandet sejldag med blanding af motor og sejl på kryds ud gennem Skærgården til Oskarshamn. Oskarshamn har i øvrigt strøm inkluderet i havneafgiften, så her var der kamp om strømstikkene. Bekræfter blot ovenstående betragtninger.