To gange over grønsværen til Groningen

09/06/2017 Norderney->Groningen

Vi vågnede til stille vejr. Båden lå helt stille.  Dejlig afveksling! Afgang var sat til 08:30 præcis! Det har en lille forhistorie:

Når man sejler på de Frisiske Øer, er der 2 strategier at følge. Den normale og mest brugte er, at man sejler ud i Nordsøen, sejler hen til sin ‘nye’ ø, og så sejler ind igen. Sådan gør de fleste, der ikke er lokalt kendt. Men de lokale tager den ofte indenom. Det er langt kortere, men man skal have styr på tidevandet. Desuden har man en tommelfingerregel her nede, der siger: Båden skal maks stikke 1,5 meter. Vi havde kigget på kortet. 20 mil kunne spares ved indenomssejlads. Havnefogeden mente det kunne lade sig gøre med vores båd (vi stikker reelt omkring 1,7). Vi har mødt et par fra Aalborg, der har været her før, men ikke turdet prøve det. Vi slog pjalterne sammen og sejlede sammen. 2 lave områder skule forceres indenfor samme højvande. Områderne er tørre ved lavvande, men lægger man 3 meter vand ovenpå, så burde det gå. Hvis man strander på et af de lave områder, ligger man på siden på sandbunden 6 timer senere… På første stykke skrabte vi bunden et par gange, men ellers gik det problemfrit. En båd med 2 meter dybgang ville også kunne forcere denne tur, hvis den har kraftig motor, så man kan nå fra det ene lave område til det andet hurtigt nok.

Dette er et søkort. Normalt angiver søkort DYBDER. Og normalt er søkort blå. Alt det grønne er tørt ved lavvande, så de 1,4 der er angivet midt i billedet er ikke dybden, men HØJDEN over vandet ved lavvande. Den tykke streg er vores rute, og alle de små ‘knappenåle’ er birketræer….

 

På områder, der bliver tørre er det upraktisk med sædvanlige bøjer. Så man tager bare en masse unge birketræer og stikker dem ned i sandet. Står grenene opad, er det en bagbordsbøje. Ved en styrbordsbøje hugger man toppen af og binder den omvendt på, så grenene vender nedad.

Undervejs blev vi overhalet af fladbundede lokale transportskibe. Denne fætter kom MEGET tæt på (et par meter). Vi vil begge ligge på det dybeste sted. Som straf gik han senere på grund 🙂

Ren motorsejlads. Skipper tager det sure vejr.

– mens garsten hygger sig i tørvejr med ‘Ikea-arbejde’

Men gasten kan så godt tage roret når solen skinner ind imellem.

I Delfzijl, Holland blev det tyske gæsteflag pakket væk for denne tur. Den næste halvanden uge hedder det Holland.

Først slusning til de Hollandske kanaler

Holland er helt nede i kælderen! Det er landet, hvor husene ikke har vægge, og køerne ingen ben!. Det skal forstås sådan, at når man sejler på de første kanaler, så er der en ca. 1 meter høj vold til begge sider. Når vi sidder på båden har vi også hovedet placeret ca. 1 meter over vandet. Betragter man verden, der glider forbi, ser man kun hustage og komaver. Terrænet på den anden side af volden ligger simpelthen lavere end vandspejlet. På nogle af de marker vi passerede var højdeforskellen endda mere. De må bruge meget energi på at pumpe fra dræn.

Undervejs møder vi mange broer. De åbner når vi nærmer os, så Hollænderne er godt klar over at når man lægger landtransport hen over vandet, må den føje sig når der kommer en båd. Brovagten i Frederikssund kunne lære meget på en studietur til Holland!

Eneste undtagelse fra denne rimelige regel var en motorvejsbro. Her holder man myldretidspause fra 16 til 18.

Ankomst til Groningen, ca. 25 km. fra slusen. Efter at have lagt til, debriefede vi med vores nye venner fra Aalborg over 2 flasker rødvin. Hyggeligt! Herefter aftengåtur i byen. Ved kaj i Groningen, Holland