02/07/2017 Dartsmouth
Dartsmouth ligger ved mundingen af Dart floden, som strækker sig langt op i landet. Vi havde hørt fra andre sejlere vi havde mødt, at her skulle være dejligt. Men da vi fik øjne hen ad formiddagen viste det sig, at Dartsmouth er et fantastisk smukt sted – og så denne søndag i fuldt solskin 🙂 Hvis man skulle blive rigtig sur på EU er dette et godt bud på ny bopæl, hvis de da vil lade gamle EU-borgere immigrere.
Inden vi kunne iklæde os søndagstøjet og udforske dette nye sted, skulle der et bad til. Fuld vandtank, strøm på boileren, men intet vand ud af hanerne! Handy-Jan måtte i gang igen… Det viste sig at slangen fra vandtanken var hoppet af = masser af vand, hvor der helst skal være tørt! Nå, det blev selvfølgelig fikset og det gode liv kunne fortsætte.
Havnen ligger på østsiden af floden i byen Kingswear, Dartsmouth by ligger på vestsiden. Der er derfor etableret små færgeforbindelser mellem de to sider – både for biler og gående.
Byen summede af liv denne herlige søndag og der var travlt på de mange caféer og pub’er langs havnepromenaden. Vi spadserede op til Dartsmouth Castle og nød de mange udsigtspunkter på vejen.
Faunaen indeholder også planter vi ikke normalt har til at gro i vores haver i DK
Og her gror husfred faktisk helt naturligt på husene, hvis man ellers lader den være i fred…
På vejen tilbage blev det til et stop hos Edwards Fudge Kitchen, hvor der røg lidt frisklavet fudge i indkøbsposen (og i maven). Mums!
Og kaffe skulle vi også have
Til ære for turister, kører et gammelt tog med kulfyret lokomotiv mellem Kingswear og Paignton længere oppe ad floden. Men det er også muligt at gå på en smal sti langs med sporet, den tog vi. Man kan endda krydse sporet visse steder – de er ikke så pivede, de englændere!
– men for at helgardere, bliver alle der kan læse advaret om, at man ikke skal passere togsporet mens der kører tog mod én
Som alternativ til etablerede moler med adgang til land, ligger der her rigtig mange både mellem bøjer – spændt ud i stævn og hæk
Det gav noget diskussion omkring besværet med at skulle have en gummibåd med i bilen, eller have en jolle placeret på bredden – lige indtil vi mødte dette arrangement. Her stiller man sin gummibåd inden man tager hjem 🙂