04/05/2017 Salcombe->Falmouth
Vi forlod vores bøje i Salcombe fra morgenstunden før 8. Falmouth var målet, og vejret var til motorsejlads. Vi startede med typist engelsk tørvejr, dvs. man kan stå stille og forholde sig rimeligt tør, men tågepartiklerne er så store, at så snart man bevæger sig, bliver man drivvåd. Altså på med alt udstyret og ud på vandet.
Heldigvis havde solen mere magt til at skabe hul i tågen ude på søen. Vi lå i store dele af dagen i solskin og varmt vejr, mens vi kunne se at de på land havde ‘tåge-hatten’ på. Turen gik gennem endnu et militært skydeområde – dem har de godt nok mange af, men man må gerne sejle igennem – dvs. militæret har ikke retten til at sænke små fredelige lystsejlere. Men i dag blev der hele tiden kommanderet rundt med lystbådene, så kanonerne kunne få en fri bane uden at skyde huller i sejl og skrog. Der var 3 krigsskibe og for en gangs skyld havde de AIS slået til. Normalt forholder militæret (og fiskekuttere!) sig ret anonyme på AIS’en – begge parter foretrækker åbenbart at være usete. Hvis de skal skydetræne, kunne de passende fjerne denne knold, der dukker op midt i 60 meter vand, langt pokker fra land – og i øvrigt inden for skudvidde.
Ved indsejlingen til Falmouth var det tid at finde en havneplads. Det er en udfordring, og det meste foregår også her på bøjer. 2 pund pr. meter for at ligge ude midt i havnebassinet. Vi tog chancen længere op ad floden for at finde en ankringsplads. Og hvilket slaraffenland! Vildt smukt og masser af små læsteder. Vi valgte et sving, med en lille forgrening på floden, som tørrer ud under ebbe.
Ned med ankeret efter først at have kigget på dybdemåler, forløbet i tidevand osv. 200 meter længere nede lagde en engelsk båd sig for anker på en langt mindre attraktiv plads (troede vi…) Vi sad i cockpittet og nød solen over en øl ovenpå godt 50 mils sejlads, da en havnefoged kom futtende i sin motorjolle. Han sejlede lige forbi englænderen og direkte mod os. 6 pund for at ligge på eget anker i dette område. Hvis vi havde valgt at ligge på broen ude midt i vandet uden faciliteter overhovedet, havde det kostet 15 pund. Englænderen kendte områdegrænserne – han lå 10 meter på den anden side af denne grænse, hvor det var gratis….
Men idyllen skulle nu ikke ødelægges af dette. Helt stille. Solen ind i cockpittet, Vindstille, fuglesang, fiskehejren på bredden, og bredden var kun 1½ bådlængde væk.
Vores fyr har ophørt sit virke. Ikke noget problem lige nu, hvor varmen er problemet. Men når vi er 4 i båden senere på turen i Scotland, og måske får 3 dages regn og kulde, så vil det være rart at kunne dreje på knappen og få båden tørret ud. Derfor blev der tilbragt 2 timer nede i kistebænken med at afmontere fyret, for at det i morgen kan sendes til en gut, vi har fundet på nettet. Han har givet et tilbud på at skifte blæseren, der forventes at være synderen.
