13/07/2017 Arklow->Poolbeg Marina, Dublin
Op kl 08:00. Det lyder jo helt menneskeligt, men den var altså 02:00 inden der faldt ro på tingene i går. Derfor blev pigerne i køjerne – der er jo ingen grund til at 3 er klatøjede. Bøjefangeren fri af bøjen og så af sted igen. Igen for motor, men der kom mere vind senere, så vi kunne gå en del af vejen for sejl.
Irlands østkyst syd for Dublin
Igen er afsejling valgt efter tidevandsstrøm. Se forskellen på fart i vandet og fart over grund – 6,3 mod 10,0.
Der er 3 havne i Dublin. En i syd, en i nord og en tæt på centrum. Sidstnævnte styres af en sejlklub, og det var ikke muligt at få kontakt til dem på forhånd. Omvendt vil vi altid helst ligge centralt, så vi tog chancen. Der var plads, og der er OK faciliteter, men omgivelserne er ikke noget at skrive hjem om. Skipper måtte have en time på øjet, mens det blev tid til pigetid i Dublins forretningsstrøg. Stephen Green centret. Fin bygning med skod-butikker. Godt for kontoen 🙂
Kl. 20:30 mødtes vi alle og spiste en fantastisk traditionel irsk middag på Fade Street Social. Kan varmt anbefales og fornuftigt prisniveau.